Vibeke Rasmussen fejrer 45-års jubilæum i AURA Koncernen

Vibeke Rasmussen (63) kan den 1. juli fejre 45-års jubilæum i AURA koncernen. Vibeke begyndte i 1978 som kontorelev i Østjysk Elforsyning, og har dermed været med på hele rejsen gennem sammenlægningen, der blev til Østjysk Energi og fusionen, der endte med AURA i 2014.

Efter uddannelsen til kontorassistent blev Vibeke Rasmussen regnskabsassistent og i 1985 afdelingsleder for bogholderiet. I forbindelse med fusionen i 2014 blev Vibeke regnskabschef i AURA Koncernen, indtil hun i 2021 blev seniorkonsulent i forbindelse med et ønske om at gå på deltid.

Vibeke er indfødt østjyde, og har hele sit liv (på nær seks måneder) boet i Odder, hvor også hendes tre søskende og hendes mor bor.

31. juli stopper Vibeke Rasmussen helt med at arbejde, og hun glæder sig til at få mere tid til sine (snart) fire børnebørn, børn og kæreste samt sine kreative sysler. Vibeke har rejst meget gennem sit liv, men Europa er ikke rigtig blevet udforsket. Det bliver der rådet bod på nu. Den første rejse er allerede i kalenderen og næste år venter en længere udforskning af Normandiet, Paris og Nordfrankrig.