Nu kan Aarhus Syd lade hurtigt op!

AURA har Sydbyens første offentligt tilgængelige lynlader klar ved koncernens domicil på Skanderborgvej tæt på Viby Torv. Målet er at gøre det endnu lettere at være elbilist.

Elbilismen er i markant fremgang, og hver måned viser salgstallene, at elbiler vinder større og større terræn. Elektrisk mobilitet er godt for klimaet og spiller en væsentlig rolle i at nå de nationale mål for CO2 reduktion. Men der er stadig barrierer – og de er heldigvis til for at blive brudt ned.

Ladeløsninger til erhverv og offentlig

Se ladeløsninger til private

En af de velkendte udfordringer ved at være elbilist er muligheden for at lade bilen op, når man ikke er hjemme ved sin egen ladestander. Dels fordi antallet af offentlig tilgængelige ladestandere er for lavt, og dels fordi der er for få lynladere, og man derfor skal bruge uforholdsmæssig lang tid ved en ladestander, mens man er på farten.

Men nu bliver det lettere at være elbilist, i al fald hvis man bor i eller kommer forbi Aarhus, for fredag den 3. december indviede AURA den første offentligt tilgængelige lynlader i den sydlige del af Aarhus ved AURAs domicil på Skanderborgvej 180 i Viby.

”Vi har været involveret i e-mobilitet i mere end fire år, og det er et område i eksplosiv vækst. Vi oplever, at der er meget stor efterspørgsel på ladestandere i både nybyggeri og ved eksisterende bebyggelse. Men allerstørst behov er der for ladestandere i det offentlige rum, og det gør vi noget ved med vores nye strategiske initiativ om at etablere et ladenetværk i Østjylland med offentligt tilgængelige ladepunkter, hvor denne ladestation med lynlader er det første konkrete eksempel,” siger Carsten Höegh Christiansen administrerende direktør i AURA.

Ladestationen ved AURA er åben for alle, døgnet rundt, og der er store forventninger til, at den bliver populær for de taxachauffører og andre professionelle chauffører, der transporterer sig i elkøretøjer i aften- og nattetimerne.

Den grønne pause

Lynladeren med to udtag, har en samlet effekt på 300kW DC, og den er en del af en nyetableret ladestation, hvor der endvidere er 10 stk. almindelige ladeudtag samt en ladestander dedikeret til en AURA delebil.

Effekten på 300 kW DC betyder, at en VW ID3 med 58 kW-batteri vil kunne lade op til 80 % på omkring 35 minutter, mens en Tesla Model 3 vil bruge ca. 25 min på at lade op til 80 %.
Og hvordan ønsker elbilisterne så at udnytte den grønne pause, mens bilen får ny energi? Det vil AURA undersøge, ved at invitere til en god kop kaffe og en dialog.

”Vi har opsat et tiny office, hvor vi på udvalgte tidspunkter vil bede om input til, hvordan den grønne pause kan udnyttes bedst muligt. Skal man kunne få sine dagligvarer leveret? Er der behov for at have en arbejdsstation? Eller har elbilisten bare brug for god stol at slappe af i?,” spørger Anders Sahl Hansen, innovationschef i AURA, der selv vil være til stede i tiny office onsdage indtil jul i tidsrummet 10.00-14.00.

”Det kan også være en generel snak om ladestandere, eldelebiler og fremtidens elektriske mobilitet,” siger Anders Sahl Hansen, der kvitterer med en rabatkode til opladning for de første 100 input.

Fast lav pris i december

Skanderborgvej er en af de travleste ind- og udfaldsveje til Aarhus og den nye lynlader er samtidig tæt på tilkørslen til motorvej E45, så efterspørgslen på en lynlader i området har været stor.

”Elektrisk mobilitet er et rigtig godt og konkret eksempel på den grønne omstilling, og i AURA har vi et stort medansvar for at den grønne omstilling lykkes. Med lynladeren og flere ladestationer generelt får elbilisterne lettere ved at få hverdagen til at fungere, og samtidig får vi en række erfaringer, som vi vil bruge til at videreudvikle vores ladenetværk,” pointerer Carsten Höegh Christiansen.

AURAs ladeløsninger er bygget op om Spiriis teknologi, der er blandt markedets førende, og det er muligt at benytte Spirii Go app, Spirii ladebrik eller ens foretrukne app til at betale opladning. Resten af december kører AURA en fast pris på 3,50 kr./kWh på lynladeren.