Igen i år har AURA tegnet et sponsorat for den lokale håndboldklub og er klar til at støtte de blå på banen, når Odder Håndbold Elite tørner ud i herrernes 1. division i sæsonen 2025/2026. Sponsoratet er en del af AURAs brede engagement i lokale foreninger og fællesskaber.
Støtte til talentudvikling og frivillige kræfter
Som andelsejet energi- og fiberselskab er det en vigtig del af AURAs strategi at give noget tilbage til lokalområdet i Østjylland. Med Odder Håndbold Elites stærke lokale forankring ønsker AURA at være med til at sikre, at klubben fortsat kan blande sig, hvor det er sjovt i 1. division. Samtidig vil AURA gennem sponsoratet understøtte klubbens drivkraft for både talentudvikling og lokalt fællesskab. For AURAs medarbejdere, der bor og arbejder i området, giver det også ekstra god mening at være en del af klubbens netværk og bakke op fra sidelinjen.
Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA, siger om sponsoratet:
”Odder er en vigtig del af vores lokalområde, og derfor er det helt naturligt for os at støtte klubben på deres vej mod sportslige resultater og stærk talentudvikling. Håndboldklubben skaber rammerne for et fantastisk fællesskab, hvor frivillige, spillere og tilskuere løfter i flok, og det vil vi gerne være med til at holde ved lige og udvikle.”
Værdifuldt samspil mellem klub og sponsor
Hos Odder Håndbold er de også begejstret for AURAs bidrag til klubben:
“I Odder Håndbold har vi et rigtigt godt samspil med AURA, som er med til at levere energi til holdet og til teamet bag via deres professionelle og engagerede tilgang til samarbejde”, udtaler Eliteselskabets formand Henrik Bentsen og fortsætter:
”Vi er stolte af at have AURA som en af vores største sponsorer, og vi er glade for at profilere dem lokalt såvel som i hele Danmark. Samspillet har kørt i flere år, og det er et stort aktiv for klubben, at medarbejdere fra AURA er aktive såvel på lægterne til vores hjemmekampe som i vores erhvervsnetværk. Samspillet med sponsorerne er vigtigt for, at vi kan fastholde og udvikle såvel eliteniveauet som bredden i Odder Håndbold. Derfor husk at støtte vores sponsorer – de støtter os.”
AURA er kampsponsor d. 21. september
Når Odder Håndbold Elite tager imod HC Midtjylland på hjemmebane d. 21. september, bliver det med AURA som kampsponsor. Kampen fløjtes i gang kl. 15.00 i hal 1 i Spektrum Odder, og AURA glæder sig til at heppe på de blå trøjer og dele stemningen med hjemmebanepublikummet.