Grim bliver grønnere med hjælp fra AURA

AURA har i nogle år haft et samarbejde med Grim Festival og hjulpet dem med at blive grønnere. Den fælles interesse for bæredygtighed og grøn omstilling, har været drivkraften i samarbejdet, som i år er blevet udvidet.

I år er samarbejdet mellem de to parter udvidet yderligere, idet AURA har etableret en 1.000/1.000 Mbit fiberforbindelse og et WiFi netværk ved Grimhøjgaard, hvor festivalen bliver afholdt. Netværket fik sin premiere i første weekend af august, da Grim Festival løb af stablen. 

Festivalgæsterne kunne logge på netværket og bruge det gratis. Samtidig var AURA til stede på festivalen, og de gæster, som havde lyst, fik gode råd til, hvordan de kan få mere bæredygtige internetvaner. 

Grønnere festivalgæster

"De fedeste samarbejder er dem, hvor man har en fælles vision. Og med samarbejdet med AURA og vores nyetablerede fiberforbindelse hjælper vi vores festivalgæster med til at nedbringe deres CO2-udledning. Som festivalgæst kan man være en endnu bedre version af sig selv, og festivalen får et grønnere aftryk", siger Aage Stokholm. 

Hos AURA er de også begejstrede for samarbejdet: 

"Vi er glade for at kunne stille fiberforbindelsen til rådighed for Grim Festival og deres gæster. Samtidig har vi haft mulighed for at gøre gæsterne lidt klogere på, hvilket aftryk deres internetvaner sætter. Eksempelvis udleder videostreaming 300.000.000 ton CO2 om året på globalt plan", fortæller Anders Damgaard Fink, teamleder i AURA.

Internettet er en CO2-synder

På verdensplan udleder internettet lige så meget CO2 som flytrafikken, så hvis man gerne vil reducere sin CO2 udledning, er det værd af kigge på sit internetforbrug. Energiforbruget er direkte afhængig af mængden af data man sender og modtager.

Derfor kan man spare på energien ved at benytte sig af et WiFi netværk - som det AURA stiller til rådighed på Grimfest - i stedet for at bruge 4G eller 5G. Et WiFi netværk bruger meget mindre energi, og udleder derfor mindre CO2. Og det drejer sig om store mængder. Et 4G netværk bruger 26 gange mere energi end WiFi, og 5G netværk bruger 13 gang så meget energi. 

Gæsterne på festivalen tog rigtig positivt imod WiFi netværket, og mange benyttede sig af det.

Gode, grønne råd til internetbrug:

  • Få fiber, som er den internetløsning, som bruger mindst energi og udleder mindst CO2
  • Brug WiFi i stedet for 4G/5G
  • Stream færre film og tv-serier, eller se dem sammen med andre
  • Slet konti på services du ikke længere bruger (fx Facebook)
  • Send færre emails