Energitilsynet: Prisen på transport af el falder - skatten stiger

22. maj 2015

Når vi tænder kontakten, er der strøm i ledningen 99,997 procent af tiden. Alligevel betaler vi mindre for at have så høj en leveringssikkerhed. Det konkluderer Energitilsynet i sin årsrapport. Prisen på distribution af el og den 'rene elpris' er faldet siden 2010, men skatter og afgifter er steget så meget, at danskernes elregning er steget med lige knapt 24 procent, lyder det i rapporten.

”Fokuseres der alene på de elementer i elprisen, hvor Energitilsynet fører tilsyn; nemlig de gennemsnitlige forbrugeromkostninger til forsyningspligtig el og til distribution i nettene, tegner der sig imidlertid et noget andet billede (end skatter og afgifter red.). Begge omkostningselementer har været faldende siden 2010 og er ved udgangen af 2014 på niveau med 2009,” skriver tilsynet i sin årsrapport.

- Nu kan vi igen - med endnu en myndigheds tal - konkludere, at mens statskassens bid af elregningen er vokset markant, så er andelen, som branchen selv står for, faldet. Hvis man ydermere sammenligner danskernes betaling for at få transporteret strøm med vores naboers pris, ligger danskernes betaling lavt. Og vi har tilmed strøm i stikkontakten 99,997 procent af tiden, hvilket er i topklasse, siger adm. direktør i Dansk Energi Lars Aagaard.

Han mener, at det faktum bør sætte spørgsmålstegn ved, om effektiviseringshastigheden kan fortsætte. Fra 2006 til i dag har de danske eldistributører effektiviseret for over en halv milliard kroner. Han husker på, at investeringsbehovet i eldistributionsnettet vokser, og det er uholdbart for investeringsklimaet, at fortsætte samme effektiviseringstempo.

- Det er helt uholdbart at tro på, at sektoren kan effektivisere lignende beløb fremover. Det vil nemlig ramme leveringssikkerheden over nogle år. Fokus burde være på at lette Danmarks europarekord i elbeskatning. Det vil være smartere - ikke mindst fordi, at vores el bliver stadigt grønnere, siger Lars Aagaard med henvisning til at skatter og afgifter, der går direkte i statskassen, udgør 58 procent af danskernes elregning.

Kilde: danskenergi.dk