AURA støtter lokalidrætten i ny sponsoraftale

AURA har indgået en ny sponsoraftale med Brabrand IF’s Divisionshold i fodbold – en aftale, der både skal styrke klubbens sportslige ambitioner og understøtte det lokale foreningsliv. Som en del af samarbejdet skifter Brabrand IF’s hjemmebane navn og vil fremover hedde AURA Park.

Et naturligt match i lokalområdet

Som andelsselskab har AURA en lang tradition for at støtte lokalsamfundet, og med Brabrand IF’s centrale placering i selskabets forsyningsområde, giver det rigtig god mening med et samarbejde mellem de to parter. Klubben rummer både talentfulde spillere og lokale ildsjæle, som driver udviklingen af foreningslivet fremad. Med opbakning fra lokale aktører som AURA, får det arbejde endnu mere kraft.

Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA udtaler om sponsoratet:

”Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til Brabrand med oprykningen til 2. division efter en flot sæson. Brabrand IF er en vigtig del af det lokale fællesskab i Aarhus. Med sponsoraftalen ønsker vi at bakke op om deres arbejde, både på banen og i klubben. Vi ser det som en naturlig del af vores rolle at bidrage til et aktivt og samlende foreningsliv. Derfor glæder vi os meget til at følge med fra lægterne, når Brabrand IF Divisionshold spiller i AURA Park.”

Synlighed der sender et stærkt signal

Fra sæson 2025/26 kommer Brabrand IF’s nyoprykkede 2. divisionshold til at spille på AURA Park, når de tager imod modstandere på hjemmebane. Navneskiftet markerer et fælles engagement i lokalområdet og sender et klart signal om, at AURA ønsker at være tæt på sit lokalområde. Det gælder også, når det handler om fodbold og fællesskab, som Brabrand IF udstråler.

Sportsdirektør i Brabrand IF Andreas Rasch-Christensen siger følgende om samarbejdet:

“Vi takker AURA for indgåelsen af denne perspektivrige samarbejdsaftale. Vi er en lokal forankret klub baseret på frivillighed, men også med en ambition om lejlighedsvis at bide skeer med de store hold i danske fodbold. Med lokal forankring samt bredde og elite for øje er aftalen med AURA helt central. Vi hilser AURAs værdier og støtte meget velkommen.”