AURA samarbejder med to specialestuderende fra Aarhus Universitet

Hvordan lykkes man med digital transformation? Hvad betyder det for en organisation som AURA? Og hvordan får man medarbejderne med på den digitale transformationsrejse?

Det er nogle af de spørgsmål, som to studerende, Mathias Oliver Jeppesen og Oliver Foged Lindholm, fra Aarhus Universitets ITKO-linje, har undersøgt i forbindelse med deres speciale. De har skrevet specialet i samarbejde med AURA, hvor medarbejdere fra flere dele af organisationen har leveret input.

AURA har et godt samarbejdet med Aarhus universitet, så Rasmus Romm, AURAs direktør for IT og digitalisering, var hurtig til at sige ja tak til samarbejdet med Mathias og Oliver:

”I AURA har vi og tager vi et ansvar for at bidrage til at uddanne de unge mennesker. Vi vil gerne give de studerende mulighed for at afprøve deres teori i praksis, og samtidig er det interessant for os at få et nyt perspektiv på vores processer fra unge mennesker, som kommer med den nyeste teoretisk viden”, siger Rasmus Romm.

Digital transformation og den menneskelige kapital

Mathias og Olivers opgave har fokus på, hvordan en organisation som AURA kan digitalisere arbejdsprocesser og bruge data endnu mere effektivt. De har afdækket, hvad teorien siger om digitale transformationer, og de har interviewet nøglepersoner i AURA for at undersøge deres ambitioner for den transformation, som AURA er i gang med.

”Det har haft stor værdi for os, at være tilknyttet AURA i forbindelse med arbejdet med at skrive vores speciale. Vi har fået mulighed for at afprøve vores teoretiske færdigheder, og samtidig fået et indblik i, hvordan AURA helt konkret arbejder med digitalisering, og hvad der er på spil for organisationen og for ledelsen og medarbejderne”, siger Mathias og Oliver.

De to studerende kommer i deres speciale med en række anbefalinger baseret på teori og praktik i forhold til, hvad skal man være opmærksom på, når man leder en forandring, som en digital transformation.

De har blandt andet haft fokus på den menneskelige kapital, og at det ikke er nok bare at have de bedste systemer. Medarbejderne, som får nye arbejdsprocesser og stillet nye krav, skal også opleve, at de får en værdi ud af systemerne.