AURA sælger sin andel i succesfuld ladeoperatør

Med Edenreds overtagelse af aktiemajoriteten i Spirii er AURA ude af Spirii som investor. For AURA har partnerskabet med Spirii været et rigtig godt forløb.

”Spirii var vores første ventureinvestering. Vi har været med som partner og investor i Spirii stort set fra starten og dermed været med på hele vækstrejsen frem mod salget til Edenred. Vi har været overordentlig glade for vores samarbejde og investering i Spirii, og vi bakker fuldt op om salget og det nye strategiske partnerskab,” siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.

Udover at være en god investeringscase, har samarbejdet med Spirii også været et vigtigt element i udviklingen af AURAs egen E-mobility forretning, og dermed også for eksekveringen af koncernens strategiske indsatser på den grønne omstilling.

AURA har en strategisk vision om at være drivkraft for den grønne omstilling, og investeringen i Spirii og selskabets udvikling er et stærkt eksempel på at være drivkraft både lokalt og nationalt.

Overbevisende førstehåndsindtryk

AURA har været med som investor i Spirii siden 2020, og helt fra starten har der været en god kemi.

”Allerede ved vores første møde med Spiriis stiftere, Tore og Torben, gav de et overbevisende indtryk. Handlen har så understreget, at det var rigtigt,” understreger AURAs administrerende direktør.

Spiriis platformsteknologi og ladeløsninger er markedsledende og meget efterspurgte, og derfor er AURA også godt tilfredse med, at der ikke sker ændringer for kunderne.

”Vi har været glade for det gode samarbejde med Spirii, og vi glæder os til at fortsætte den vej fremadrettet,” siger Carsten Höegh Christiansen.