AURA Energi vil opstille ladestandere sammen med autoværksteder

PRESSEMEDDELELSE: Det østjyske energiselskab AURA Energi opretter nu en særskilt afdeling for E-mobility. Afdelingen placeres fysisk på hovedkontoret i Viby. Louise Frøstrup Christensen, der i dag er ansvarlig for el-delebilskonceptet AURA Delebil, er udpeget som ny chef for afdelingen.

Hvis der skal køre 1 million elbiler på vejene inden 2030, og det samtidig snart skal være slut med salg af benzin- og dieselbiler, kræver det en væsentlig udbygning af ladenetværket over hele Danmark. Derfor etablerer AURA Energi nu en ny E-mobilityafdeling, som udover at rumme de populære el-delebiler skal arbejde målrettet med udvikling og salg af ladeløsninger til det voksende antal private elbilejere og virksomheder de kommende år. Her ser energiselskabet et stort fremtidigt vækstpotentiale.

Vil være en kendt udbyder af ladeløsninger

AURA Energi har allerede lanceret flere ladeløsninger til både privat- og erhvervskunder, men den nye afdeling skal sikre et endnu stærkere og målrettet fokus på hele ladestandermarkedet. AURA har en større installationsafdeling med 45 elektrikere og dermed den nødvendige erfaring til at gå ind på ladestandermarkedet. Derudover samarbejder AURA med ladeoperatøren Spirii på ladeudstyr og komponenter.    

"Sammen med stærke partnere er vi allerede godt i gang med at etablere os som en konkurrencedygtig udbyder af ladeløsninger til elbiler, så jeg ser frem til, at vi kan sætte endnu mere turbo på denne udvikling," siger Louise Frøstrup Christensen, der er ny forretningschef for E-mobility.  

Den nye E-mobilityafdeling placeres organisationsmæssigt i forretningsområdet Energi & Teknik hos AURA. Afdelingen får det overordnede ansvar for salg af ladestandere, som omfatter strategi, produktkoncepter, tilbudsgivning og marketingplaner samt AURAs delebilskoncept med 32 el-delebiler fordelt rundt omkring i Østjylland.

AURA er i øjeblikket på udkig efter medarbejdere til den nye afdeling, hvor der skal ansættes en teknisk projektleder og en produktspecialist.