Gode råd til efterårsferie i elbil

Efterårsferien er den perfekte mulighed for en kør-selv-ferie med elbilen, uanset om destinationen er et sommerhus ved havet, en hyggelig lille by i Danmark eller en getaway til en europæisk storby. Med lidt forberedelse kan du læne dig tilbage og nyde efterårseventyret uden bekymringer om opladning.

1. Planlæg ruten med ladestationer

Uanset hvor efterårsferien går hen, er det en god idé at planlægge ruten efter ladestationer, så du på forhånd har bestemt dig for nogle ladestop. Brug en app eller elbilens navigationssystem til at få overblik over dine opladningsmuligheder.

Bonustip: Overvej hvornår du kører

Mange skal på kør-selv-ferie i efterårsferien. Hold derfor øje med Vejdirektoratets trafikprognose op til ferien, og undgå de tidspunkter på døgnet, hvor der er stor trængsel på vejene.

2. Tjek lademulighederne på din destination

Skal du i sommerhus? På hotel? Campingplads? Uanset hvor ferien går hen, er det en god idé at tjekke, om der er lademuligheder, før du booker. Flere og flere sommerhuse tilbyder efterhånden elbilopladning, og mange hoteller og campingpladser har fået ladestandere til gæster. Hvis ikke, så undersøg om der er en offentlig ladestation i nærheden.

3. Husk dit udstyr til opladning

Pak altid dit type 2-ladestik, som du bruger til daglig opladning. Det dækker de fleste behov på turen. Det kan også være en god idé at have din "mormorlader" med som backup, hvis du skulle få brug for den.

Mand sætter ladekablet i ladeboksen.

4. Kør efter 10-80 %-reglen

Undgå at køre batteriet til under 10 % og oplad til maksimalt 80 %. På længere ture giver det mere fleksibilitet at finde en ladestation, inden batteriet kommer under 10 %. Så har du mulighed for at køre videre til næste ladestation, hvis der er lang kø.

Når du oplader bilen, anbefaler vi, at du nøjes med at oplade til 80 %. Opladning af de sidste 20 % går langsommere end op til 80 %, og medmindre du alligevel skal holde en længere pause, bruger du tiden mest effektivt ved ikke at lade batteriet helt op.

5. Kør smartere og maksimer rækkevidden

Vil du udnytte hver kilometer af din opladning? Så kør roligt og jævnt. Tjek dæktrykket og hold øje med vejforholdene. Bonusinfo: På kølige efterårsdage kan du spare strøm ved at bruge sædevarmen i stedet for klimaanlægget.

Mand sidder i elbil med sin telefon og en kaffe.

6. Gør opladningstid til pausetid

Gør opladningstid til stræk-ben-pauser, køb-en-hotdog-pauser eller powernap-pauser.

Uanset hvilken slags pause du trænger til, så kombiner det med opladningen. På den måde behøver opladningstid ikke at være spildtid, men bliver en hyggelig del af kør-selv-ferien.

Har du husket at lave strømtjek af dit hjem inden ferien, så du både sparer strøm og undgår uheld?