Sammen om fællesskab og fodboldglæde

Når mere end 2.000 børn, unge og voksne hver uge trækker i støvlerne i IF Lyseng Fodbold, handler det om meget mere end bare spillet på banen. Det handler om fællesskab, glæde og sammenhold – alt det, der får en klub til at summe af liv. Netop de værdier ønsker vi i AURA at bakke op om gennem vores sponsorsamarbejde med Jyllands største fodboldklub, der ligger syd for Aarhus.  

Et samarbejde, der giver mening

Hos AURA tror vi på, at stærke fællesskaber er med til at skabe et stærkt lokalområde. Derfor ligger samarbejdet med IF Lyseng Fodbold lige til højrebenet. Mange af klubbens medlemmer og frivillige er også vores kunder og andelshavere, og som andelsejet energi- og fiberselskab er det en del af vores DNA at give noget tilbage. Med sponsoratet bidrager vi til gode oplevelser for den aktive børnefamilie og til at skabe rammer, hvor fremtidens talenter og arbejdsstyrke kan udvikle sig. 

Sune Dalsgaard, sponsoransvarlig i IF Lyseng Fodbold, fortæller om betydningen af vores sponsoraftale: 

”Vi ser det som en stor anerkendelse, at AURA vælger IF Lyseng Fodbold. Partnerskabet betyder, at vi som klub får endnu bedre forudsætninger for at skabe de bedste træningstilbud og for at fortsætte arbejdet med at udvikle både bredden, eliten og de mange specialtilbud som f.eks. FC Prostata og Gå-Fodbold.” 

Fra Lyseng Idrætsanlæg til AURA Park

Som en del af aftalen vil Lyseng Idrætsanlæg fremover bære navnet AURA Park, IF Lyseng Fodbold. De velkendte AURA-farver vil også være til stede i klubhuset og på banerne, hvor blandt andet måltavle, hjørneflag og banenavn får et frisk pust. Vi ønsker at være synlige i klubben, fordi det er med til at understrege vores stærke samarbejde og den fælles energi, vi har.  

Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA, udtaler: 

”Lyseng IF Fodbold er en alsidig fodboldklub, der spreder fodboldglæde blandt små og store. Vi ønsker at bakke op om det frivillige foreningsliv, der arbejder ihærdigt for at tilbyde aktiviteter til stor glæde for deres medlemmer og vores andelshavere i lokalområdet.”