Harlev IK Fodbold

AURA Park skilt ved boldbane

AURA Park Harlev skaber rammer for et aktivt lokalsamfund

For os i AURA ønsker vi at støtte de fællesskaber, der gør en forskel i vores lokalområder. Derfor er vi stolte af samarbejdet med Harlev IK Fodbold, hvor hjemmebanen i dag bærer navnet AURA Park Harlev.

Klubben er et samlingspunkt for mange familier i Harlev og et sted, hvor børn, unge og voksne mødes om bevægelse, frivillighed og fællesskab.

En klub med plads til alle

Harlev IK er et naturligt samlingspunkt i lokalområdet, hvor omkring 400 medlemmer i Fodbold-afdelingen er en del af et aktivt foreningsliv. Klubben bygger på værdier som fællesskab, tryghed og plads til alle – uanset alder, ambitioner eller erfaring.

Klubben skaber aktiviteter, der rækker langt ud over fodboldkampene. Her er blandt andet fodboldskole for børn, gå-fodbold og sociale arrangementer, som samler mennesker på tværs af generationer. Samtidig arbejder Harlev IK målrettet med at udvikle unge mennesker – både som spillere, trænere og frivillige.

Det er netop den brede indsats og det stærke lokale engagement, vi gerne vil være med til at bakke op om.

Et partnerskab med lokale rødder

AURA er ejet af mere end 115.000 østjyder – heriblandt alle borgere i Harlev. Derfor er det en naturlig del af vores rolle som andelsselskab at bakke op om de lokale fællesskaber, der er med til at skabe liv og sammenhold tæt på vores andelshavere.

"I AURA tror vi på, at stærke lokalsamfund skabes gennem stærke fællesskaber. Harlev IK er et godt eksempel på en klub, der gør en forskel langt ud over fodboldbanen. Her er plads til både bredde, talent og frivillighed, og det er værdier, vi gerne vil være med til at styrke. Derfor er vi stolte af, at hjemmebanen fremover hedder AURA Park Harlev."

Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA
AURA Park skilt på en mur

Sammen om klubbens udvikling

Navnet AURA Park Harlev er et synligt symbol på samarbejdet, men partnerskabet handler om meget mere end skiltningen ved banen.

Harlev IK arbejder løbende på at udvikle klubben og skabe endnu bedre rammer for medlemmerne. Blandt andet er en ny, bæredygtig kunstgræsbane en del af klubbens fremtidsplaner. Den skal give endnu flere børn, unge og voksne mulighed for at dyrke fællesskabet gennem idrætten – året rundt.

Vi er stolte af at være en del af den udvikling og støtte en klub, der hver dag gør en positiv forskel for mennesker i lokalområdet.

En del af AURA Parkerne

AURA Park Harlev er ét af flere partnerskaber, hvor vi bakker op om de lokale idrætsforeninger, der gør en forskel i hverdagen. For os handler sponsoraterne ikke kun om sport, men om at skabe gode rammer for de steder, hvor børn, unge og voksne mødes på kryds og tværs.

Det ligger i naturlig forlængelse af vores historie som andelsselskab. I mere end 100 år har vi været en del af Østjylland, og vi ønsker fortsat at give noget tilbage til de lokalområder, hvor vores andelshavere bor og lever.