fiber til SAB_1680x360.jpg

Beboere i Skanderborg Andelsboligforening får adgang til fibernettet

Skanderborg Andelsboligforening og den lokale fiber- og energikoncern AURA har indgået en samarbejdsaftale, som sikrer at foreningens beboere får adgang til fibernettet i løbet af 2022.

Skanderborg Andelsboligforening og AURA har gennem lang tid haft et samarbejde, som har betydet, at 15 afdelinger ud af 44 mulige i løbet af de seneste par år har fået lagt fiber ind til beboerne. Nu udvider de to parter samarbejdet og sikrer, at de resterende afdelinger og boliger bliver koblet på fibernettet.

”Vi ønsker at fremtidssikre vores boliger, så de fortsat kan være attraktive for vores nuværende og kommende beboere. Vi vil gerne tilbyde vores beboere de muligheder, som er i området, og med en fiberforbindelse til boligerne får beboerne det størst mulige udvalg,” siger Ole Høi Sørensen, teknisk chef i Skanderborg Andelsboligforening.

Flest valgmuligheder

Tidligere blev Skanderborg Andelsboligforenings afdelinger tilsluttet fibernettet, når den enkelte afdelings medlemmer eller bestyrelse efterspurgte det. De tog kontakt til AURA, som herefter undersøgte, om et vist antal af afdelingens medlemmer var interesseret i at blive koblet på fibernettet.

Med den nye aftale kommer fibernettet nu ud til beboerne – uden at det koster foreningen noget. Ud over Waoo og KAZOOM som er AURAs egne indholdsudbydere kan beboerne også få Fastspeeds produkter på fibernettet. I fremtiden vil også andre indholdsudbydere kunne levere deres produkter på AURAs fibernet, og beboerne får dermed endnu flere valgmuligheder.

Driftssikker infrastruktur

”Vi er utrolig glade for at få mulighed for at levere fiber til alle Skanderborg Andelsboligforenings beboere. Vi ved fra vores andre kunder hvor stor værdi og glæde fiberforbindelsen skaber,” siger Jacob Immersen, Chef for Forretningsudvikling og Salg/Marketing fra AURA Fiber.

”Udrulningen af fibernettet er en af de største investeringer, AURA har foretaget til gavn for andelshaverne. Derfor glæder det os, at endnu flere andelshavere får adgang til fibernettet via aftalen med Skanderborg Andelsboligforening”.

I uge fem får afdelingen i Regnbuevænget fiberbokse, og afdelingerne Ryparken afd. 14 og Gartnervænget afd. 34 er ved at få gravet fiberkablerne ned. Inden sommerferien vil stort set alle Skanderborg Andelsboligforenings afdelinger være tilsluttet fibernettet.