AURA Energis grønne pris går til Textile Change

Det blev den aarhusianske iværksættervirksomhed Textile Change, der løb med AURA Energis grønne pris og de medfølgende 200.000 kroner, da prisen torsdag aften blev uddelt i forbindelse med Aarhus Stiftstidendes ’Byens Bedste’ event i Tivoli Friheden.

Textile Change arbejder med en teknologi, der gør det muligt at separere og udnytte de basale komponenter i kasserede tekstiler, og dermed spare enorme mængder af nye råvarer i tekstilindustrien - ikke kun i tøj, men også i tekstilaffald fra rengøring og hospitaler.

”Projektet har et meget stort bæredygtighedspotentiale, og det er nærmest umuligt at sige hvor grænsen ligger, hvis Textile Change får held med deres metode. Vi har set et projekt, der tænker ud af boksen og viser en vej til større bæredygtighed gennem innovation og udvikling af ny teknologi. Textile Change forholder sig direkte til en af verdens helt store globale udfordringer, nemlig at alt for meget tekstil kasseres efter brug med store miljømæssige konsekvenser. At det så ovenikøbet er tre lokale ingeniørstuderende, der står bag Textile Change, gør det kun endnu mere interessant,” siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA Energi.

Et meget stærkt felt

Textile Change var indstillet til finalerunden sammen med to andre meget spændende projekter i helt andre brancher, men en enig jury pegede på de aarhusianske iværksættere.

”Vi er vildt glade. Det er helt fantastisk og et enormt skulderklap til vores projekt, at vi i dag står med opbakning og 200.000 kr. fra så væsentligt et selskab som AURA Energi. Det er en værdifuld blåstempling af Textile Change,” siger Ditte Højland, der er diplomingeniørstuderende i Bioteknologi på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Ditte Højland står sammen med sine studiekammerater Simon Rossen og Emma Hostrup bag Textile Change.

Tekstilbranchen er en af de helt store klimasyndere i forhold til cirkulation af verdens ressourcer, og i dag genanvendes mindre end en procent af alt tøj og tekstil på verdensplan.
”Med vores teknologi kan vi opløse fibre fra blandt andet bomuld og viskose, som derefter bliver til en flydende masse af opløst tekstilaffald. Det kan man bruge til at spinne helt nye fibre af høj kvalitet, og samtidig nedbringe udledning af CO2 og udledningen af skadelige kemikalier,” understreger Ditte Højland.

Vinderne af AURA Energis grønne pris på scenen i Hermans i Tivoli Friheden.

Prisen skal motivere og inspirere

Det er første gang, at AURA Energis grønne pris bliver uddelt efter den blev indstiftet i starten af året, og baggrunden for prisen er flerdelt.

”Med vores grønne pris sætter vi et endnu stærkere strategisk fokus på bæredygtighed. Vi gør allerede meget selv på den grønne omstilling og bæredygtighed, blandt andet i form af vedvarende energiproduktion, eldelebiler og udrulning af ladestandere til elbiler, men vi mener også, at vi som andelsselskab har et ansvar for at understøtte de mange spændende og innovative initiativer, der bliver taget i vores lokalområde,” lyder det fra Carsten Höegh Christiansen.

Med den grønne pris ønsker AURA bringe de bedste og mest værdiskabende projekter frem i lyset, og på den måde inspirere og motivere andre lokale startups, uddannelsesmiljøer, forskere, studerende og virksomheder, der hver dag prøver at finde nye intelligente og bæredygtige løsninger i den grønne omstilling.

”Vores håb er, at AURA Energis grønne pris kan være med til at gøre en forskel. At vise vejen til at skabe forudsætningerne for en grønnere og mere ressourcebevidst fremtid,” siger Allan Werk afgående formand for AURA Energi.

Fremtiden ser lys ud

Forleden modtog Textile Change knap 210.000 kr. fra Innovationsfonden, og i går altså 200.000 kr. fra AURA Energi. Det giver naturligvis et voldsomt boost til fremtiden for Textile Change.

”Det er af helt afgørende betydning for vores muligheder for dels at lykkes, dels at udvikle virksomheden yderligere, at vi på kort tid har fået to så store donationer. Det giver os et vældigt boost og endnu mere mod på fremtiden,” siger Ditte Højland.