Regler for egenproducenter af el – også for dig, der har solceller

Den 1. januar 2024 blev reglerne ændret for, hvordan solcelleejere og andre, der selv producerer strøm, betaler for at bruge elnettet. Ændringen kaldes øjeblikstarifering, og den skal sikre, at alle bidrager mere retfærdigt til vedligeholdelse og drift af elnettet i Danmark.

Hvad betyder øjeblikstarifering?

Øjeblikstarifering betyder, at du i det øjeblik, du indhenter strøm fra elnettet i stedet for at bruge af din egenproducerede strøm, skal betale en tarif. Tariffen er med til at dække udgifter til forsyningssikkerhed. Ændringen til øjeblikstarifering skal altså sørge for at fordele udgifterne mere ligeligt mellem almindelige forbrugere og forbrugere med egenproduktion. Førhen kunne egenproducenter ’gemme’ sin produktion, hvilket har givet et skævt billede af, hvad egenproducenten egentlig har indhentet af strøm fra elnettet. Med den nye metode vil du ned til sekundet betale en tarif for den strøm, der hentes fra elnettet. 

Hvorfor blev reglerne ændret?

Regelændringerne er implemenmteret på grund af nye EU-bestemmelser, som ikke længere tillader den danske særordning med nettoafregning. Samtidig er det en måde at fordele udgifterne til elnettet mere fair.

Energinet forklarer, at selvom solceller producerer vigtig grøn strøm, så er det dyrt og teknisk krævende at holde strømforsyningen stabil, når produktionen svinger fra minut til minut. Derfor er det rimeligt, at alle brugere, også egenproducenter, betaler for den reelle brug af elnettet.

Solceller monteret på rødt tegltag

Hvad betyder det for dig?

Hvis du har solceller og er nettoafregnet, som man typisk er i gruppe 1, 2 eller 6, betaler du nu højere tarifbetaling end tidligere. Det betyder dog, at regningen for brugen af elnettet bliver mere jævnt fordelt, og at andre elforbrugere ikke længere kommer til at dække en del af omkostningerne for egenproducenter. Samlet set har de øvrige danske elforbrugere dækket omkostningen på 40 mio. kr. årligt.

Prisstigningerne gælder for alle egenproducenter uanset, hvilket elselskab man er kunde hos.

Du kan læse mere om reglerne på Energinets hjemmeside her.