Et aktivt frirum i lokalområdet

Med hjælp fra AURAs Lokalværdipulje skaber Familieværket i Tilst rum for fællesskab og inkluderende oplevelser

Familieværket - leg og bevægelse i Tilst

En ny familieforening i Tilst har sat sig for at gøre en forskel i hverdagen for både børn og forældre i nærområdet. 'Familieværket – Leg og bevægelse' i Tilst er stiftet af frivillige lokale kræfter, der ønsker at styrke sammenholdet og skabe trygge rammer ved at give borgerne et sted at mødes om både sportslige og kulturelle aktiviteter.

Foreningen er blevet tildelt 10.000 kr. fra AURAs Lokalværdipulje til køb af redskaber som bolde, badmintonketsjere og fiskenet – samt t-shirts til de frivillige, der sørger for at skabe trygge rammer for leg og bevægelse. 

Aktiviteterne i foreningen samler børn, unge og deres familier på tværs og skaber et fællesskab, hvor nye venskaber kan opstå, og der skabes et stærkere netværk blandt de lokale. Desuden fungerer Familieværket som en bro til det etablerede foreningsliv, så endnu flere børn får mod på at engagere sig i sport og fællesskaber på længere sigt.
Foreningen arrangerer blandt andet aktiviteter i ferieperioderne, hvor mange familier ikke har økonomi eller overskud til at tage på ferie.

”Det betyder meget for os at kunne tilbyde børn og forældre sjove, inkluderende og meningsfulde oplevelser lokalt som et alternativ til ferieophold – oplevelser, der skaber minder og styrker sammenholdet i området,” fortæller Duhaa Sara, forperson i bestyrelsen, Familieværket – Leg og bevægelse i Tilst. 

På den måde bidrager Familieværket ikke kun til gode oplevelser her og nu, men også til at styrke fællesskab og medborgerskab i lokalområdet – og give familierne i Tilst et sundere og mere meningsfuldt fritidsliv. 

Modtager af AURAs Lokalværdipulje 2025.

”Støtten betyder, at vi nu kan tilbyde flere inkluderende aktiviteter i nærområdet, hvor mange børn og forældre ellers mangler adgang til et aktivt fritidsliv"

Duhaa Sara, forperson i bestyrelsen, Familieværket – Leg og bevægelse i Tilst. 
5 drenge der jubler i fodboldtøj sponsoreret af AURA på fodboldbane

Har din forening brug for støtte?

Drømmer din forening om støtte til nye projekter, arrangementer, trøjer, renovering af klubhuset eller noget helt andet? 

Som lokalt ejet andelsselskab ønsker vi at skabe værdi for vores andelshavere og styrke fællesskabet i vores område. Derfor uddeler vi to gange om året AURAs Lokalværdipulje til lokale foreninger og klubber.