AURA Nytårsløbene

Fælles energi på løbestierne i samarbejde mellem AURA og Aarhus 1900

Når løbeskoene snøres, og når kinderne bliver røde af vinterkulden, handler det ikke kun om motion – det er fællesskab, glæde og god energi, der er i højsædet. Det er netop dét, der ligger bag samarbejdet mellem AURA og Aarhus 1900 Atletik og Løb, når AURA Nytårsløbene finder sted.

En løbefest med plads til alle

AURA Nytårsløbene byder på fire unikke vinterløb, der hver især har deres egen stemning – fra Startskuddet og det magiske Lysløb i Tivoli Friheden til det hyggelige Juleløb og festlige Nytårsløb. Her samles både børn og voksne, der nyder at være aktive sammen for at holde formen og energien oppe i de kolde måneder. Løb er en inkluderende aktivitet, hvor alle kan være med uanset tempo og løbeerfaring. 

Tradition for god energi

For os i AURA er det en del af vores DNA at støtte fællesskaber i vores lokalområde og give energi til de initiativer, der bringer folk sammen. Når vi er med til at skabe rammerne for, at østjyder kan løbe, grine og dele oplevelser side om side, er det den slags energi, der giver værdi for vores andelshavere.  

Som administrerende direktør i AURA, Carsten Höegh Christiansen, fortæller:  

“Vi glæder os til samarbejdet med Aarhus 1900 og til at trække i løbeskoene sammen med en masse løbeglade østjyder. Ved at støtte Nytårsløbene er vi med til at give energi til fællesskabet og styrke gode initiativer i vores lokalområde. Jeg er også personligt glad for at støtte en klub, jeg som tidligere medlem har haft mange fantastiske oplevelser med.”

Et samarbejde med fart på

Samarbejdet mellem AURA og Aarhus 1900 består ikke kun af AURA Nytårsløbene, der er for alle. Det handler også om at styrke klubbens fortsatte udvikling lige fra de yngste løbere til eliteniveau. Hos Aarhus 1900 ser man AURA som en vigtig samarbejdspartner i arbejdet for at skabe attraktive træningsmiljøer. 

Formand for Aarhus 1900, Rasmus Terp, uddyber:  

”Vi er utrolig glade for indgåelsen af samarbejdet med AURA. For os som forening handler det om at skabe attraktive træningsmiljøer for alle – fra bredde til elite og helt op til EM, VM og OL. Her er AURA en vigtig medspiller der kan sikre, at vi kan fortsætte klubbens udvikling. Samtidig deler vi et stærkt værdifællesskab, som giver samarbejdet endnu mere mening.”