Økonomidirektør Flemming Høj Hansen stopper i AURA

Flemming Høj Hansen stopper i AURA Energi med udgangen af juni efter knap 20 år i forskellige funktioner i koncernen for at hellige sig et aktivt liv som pensionist.

Flemming Høj Hansen (63) blev i 2002 ansat som økonomichef i Galten Elværk – en af virksomhederne, der i 2014 fusionerede til AURA Energi. Kort efter blev han økonomidirektør og medlem af direktionen, og i 2010 overtog han posten som administrerende direktør. Dermed spillede han også en vigtig rolle i fusionen med Østjysk Energi, Brabrand Elselskab og Viby Elværk, der blev til AURA Energi. I den nye koncern blev Flemming Høj Hansen økonomidirektør og medlem af direktionen.

”Det har været en enormt spændende tid at være med i energibranchen, der har budt på liberalisering af elmarkedet, udrulning af fibernettet, store konsolideringer i branchen og den grønne dagsorden med produktion af vedvarende energi. Og så naturligvis oprettelsen af AURA, hvor vi har skabt en fremtidssikret virksomhed med stærke lokale rødder og mange spændende arbejdspladser. Fremtiden tegner meget lovende, og det glæder jeg mig til at følge, også selvom det bliver fra sidelinjen,” siger Flemming Høj Hansen.

Han er uddannet cand.merc. i Aarhus i 1984 og startede efter studiet som revisor hos Seier-Petersen, statsautoriserede revisorer, inden han blev ansat som regnskabschef i BKI Kaffe. Derefter fulgte 10 år som økonomichef for Frijsenborg & Wedellsborg Land- og Skovbrug inden han skiftede til energibranchen.

Flemming Høj Hansen har bestredet flere udvalgsposter i erhvervs- og interesseorganisationen Dansk Energi, blandt andet som medlem af netøkonomiudvalget.

Flemming Høj Hansen bor sammen med sin hustru Vibeke ved Langå i Favrskov kommune, og sammen har de tre voksne børn. Fra bopælen er der kort til Gudenåen og de skov- og naturområder, hvor han dyrker sine altoverskyggende fritidsinteresser; fluefiskeri og jagt. Det bliver der væsentligt mere tid til nu, ligesom cyklen også vil få en øget opmærksomhed.

AURA afholder på grund af Corona-situationen en indbudt reception på virksomhedens adresse i Odder den 11. juni, hvor der bliver sagt pænt farvel til Flemming Høj Hansen.

Thorsten Jørgensen er ansat som ny økonomidirektør i AURA med tiltrædelse 1. august.

Økonomidirektør Flemming Høj Hansen