Lokalt samarbejde giver energi til Harlev IK

13. aug. 2026

Energi- og fiberselskabet AURA styrker endnu engang opbakningen til det lokale foreningsliv. Fremover kommer Harlev IK's hjemmebane til at hedde AURA Park Harlev.

En klub drevet af fællesskabet

Som en del af Harlev IK tæller Fodbold-afdelingen ca. 400 medlemmer, og er samlingspunkt for lokalsamfundet, hvor børn, unge og voksne mødes om fællesskab, bevægelse og glæden ved fodbold.

Klubben bygger på et stærkt værdigrundlag, hvor fællesskabet kommer først, bredden prioriteres højt, og alle bidrager til et trygt og inkluderende klubmiljø. Samtidig arbejder afdelingen målrettet med at udvikle unge mennesker – både som fodboldspillere, trænere og rollemodeller. Det engagement ønsker AURA at bakke op om.

Som lokalt andelsselskab er AURA ejet af mere end 115.000 andelshavere – heriblandt mange borgere fra Harlev. Derfor er det naturligt for AURA at investere i de fællesskaber, der skaber liv og sammenhold i lokalområdet.

Et samarbejde med fælles ambitioner

AURA Park Harlev er et synligt bevis på samarbejdet, men opbakningen handler om meget mere end et nyt navn til anlægget.

Harlev IK Fodbold skaber aktiviteter for både børn, unge, voksne og seniorer – fra fodboldskole i sommerferien til gå-fodbold for byens ældre borgere. Samtidig arbejder klubben løbende på at skabe endnu bedre rammer for både nuværende og kommende generationer af fodboldspillere. Det er netop det arbejde, AURA gerne vil bidrage til gennem samarbejdet med Harlev IK Fodbold.

Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA, fortæller om sponsoratet:

"I AURA tror vi på, at stærke lokalsamfund skabes gennem stærke fællesskaber. Harlev IK er et godt eksempel på en klub, der gør en forskel langt ud over fodboldbanen. Her er plads til både bredde, talent og frivillighed, og det er værdier, vi gerne vil være med til at styrke. Derfor er vi stolte af, at hjemmebanen fremover hedder AURA Park Harlev."

Med navnet AURA Park Harlev bliver samarbejdet synligt for alle, der kommer på klubbens hjemmebane. Sammen ønsker AURA og Harlev IK Fodbold at skabe gode rammer for et aktivt foreningsliv, hvor der er plads til både bredde, udvikling og fællesskab.