Festivalvejret på Smukfest bliver mere forudsigeligt i år

29. jul. 2026

Ny funktion i Smukfest-appen giver gæsterne adgang til hyperlokale vejrudsigter direkte fra bøgeskoven.

AURA og Cordulus omsætter vejrdata til bedre festivaloplevelser

Skal regnjakken med til koncert? Eller er det tid til solcreme? Det bliver lettere at afgøre for årets Smukfest-gæster.

Som stolt energipartner og Legekammerat på Smukfest er AURA igen i år med til at forbedre festivaloplevelsen. I samarbejde med den danske vejrteknologivirksomhed Cordulus lancerer de en ny funktion i Smukfest-appen, der giver gæsterne adgang til hyperlokale vejrudsigter baseret på data fra vejrstationer placeret i og omkring festivalområdet. Dermed kan festivalgæsterne få et mere præcist billede af vejret netop dér, hvor de befinder sig.

"Vejret har stor betydning for festivaloplevelsen, og derfor har vi sammen med Cordulus udviklet en løsning, så gæsterne kan få langt mere præcise og lokale vejrudsigter end de traditionelle vejrtjenester. Det gør det lettere at planlægge dagen på festivalen og viser samtidig, hvordan samarbejdet mellem energi-, data- og vejrteknologi kan skabe en endnu bedre Smukfest," siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.

Mere strøm på årets Smukfest

AURA bidrager også til, at gæsterne kan holde strøm på mobilen gennem hele festivalugen. I år udvider AURA antallet af ladeborde både i bøgeskoven og i campingområderne, så det bliver endnu nemmere at oplade mobilen. For mange festivalgæster fungerer mobilen som både kamera, betalingsmiddel, festivalguide og kontakt til vennerne, og adgang til strøm er derfor en vigtig del af festivaloplevelsen.

Allan Baunsgaard, Marketing- & Partnerskabsansvarlig hos Smukfest, fortæller:

”AURA har gennem mange år været en stærk og værdifuld Legekammerat på Smukfest. Det særlige ved samarbejdet er, at vi hele tiden udvikler det sammen – både ved at skabe nye løsninger som de hyperlokale vejrudsigter og ved løbende at forbedre de eksisterende initiativer. Fællesnævneren er, at det skal gøre festivaloplevelsen nemmere og endnu bedre for vores gæster, og det er præcis den type partnerskaber, vi ønsker at bygge videre på.”

Når årets Smukfest løber af stablen, bliver det derfor med endnu flere digitale og praktiske hjælpemidler, der gør festivalugen lidt nemmere – uanset om det handler om at holde øje med vejret eller holde mobilen opladet.