AURA skruer op: Tilbyder snart landets hurtigste fiberforbindelse med hele 2500/2500 Mbit/s

01. okt. 2025

AURA er blandt de første udbydere i Danmark til at lancere fibernet med hele 2500 Mbit/s i både download- og uploadhastighed. Udrulningen starter ved årsskiftet, og på sigt vil det tilbydes til alle fiberkunder i AURAs forsyningsområde. Det er et stort skridt mod at imødekomme fremtidens internetbehov.

Lynhurtigt internet rustet til fremtiden

Den nye hastighed er mere end dobbelt så hurtig som den allerede lynhurtige 1000/1000 Mbit/s, mange kender i dag. Med hele 2500 Mbit/s bliver der tilføjet endnu mere fart og stabilitet, så alle enheder kan køre problemfrit i hele husstanden – selv når hele familien streamer, gamer og arbejder online på én gang.

Fiberdirektør hos AURA, Claus Frank Sørensen, ser frem til at tilbyde den nye hastighed til kunderne:

”Vi bygger fibernettet til fremtiden, og med en hastighed på 2500/2500 Mbit/s tilbyder vi fart og stabilitet, der holder i mange år. Vi er stolte af at være blandt de første, der udruller den nye teknologi og ser frem til, at vores kunder kan få gavn af lynhurtigt internet, der kan følge med fremtidens behov i en digital hverdag.”

Trinvis udrulning

Den nye teknologi bliver udrullet fra årsskiftet, hvor Højbjerg og Skanderborg bliver de første, som får mulighed for at opleve den nye hastighed. Herefter følger resten af AURAs forsyningsområde, hvor fiberkablerne allerede ligger klar i jorden. Den nye teknologi bygger videre på det eksisterende fibernet, hvilket gør det muligt for AURA at skrue markant op for hastigheden. 

Innovativ teknologi med mange muligheder

Med de nye opgraderede hastigheder tager AURA et vigtigt skridt ind i fremtiden. Teknologien bag åbner nemlig op for helt nye muligheder og gør fibernettet klar til langt mere end 2500/2500 Mbit/s på den lange bane. Faktisk bliver det muligt på sigt at levere symmetriske hastigheder helt op til 10 Gbit/s. Det er en markant optimering, som sprænger rammerne for, hvor hurtigt fibernet kan blive i fremtiden.

Tid til at tage fremtidens fibernet i brug

Over 9 ud af 10 danske husstande har i dag adgang til fibernet, men ifølge tal fra Green Power Denmark er det kun omkring halvdelen, der faktisk har taget teknologien i brug. Det betyder, at mange i dag stadig benytter løsninger som 5G-tilslutning til mobilnettet eller kabel-tv/Coax, hvor hastigheden typisk er asymmetrisk. Det giver et hurtigt download, men et langt langsommere upload. Med fibernet er hastigheden den samme i både up- og download, og det gør en stor forskel ved bl.a. videomøder og online gaming. Kombineret med høj driftssikkerhed og fremtidssikring er fibernet et oplagt valg for dig, der vil være klar til en stadig mere digital hverdag.

Vil du være blandt de første?

AURA inviterer allerede nu interesserede i hele deres forsyningsområde til at skrive sig op på aura.dk/tilmeld og få direkte besked, så snart den nye hastighed er tilgængelig i deres område.