AURA Kæpheste Cup samler børn og unge om leg og bevægelse

15. sep. 2026

Den 18. og 19. september bliver der fart over feltet hos Skåde Rideklub, når AURA Kæpheste Cup 2026 løber af stablen. Her inviteres børn og unge til to dage fyldt med kæpheste, bevægelse og fællesskab – uanset om de har prøvet sporten før eller springer ud i den for første gang.

En sport med plads til alle

Kæphestesporten er vokset markant de seneste år. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. Det kræver ikke meget udstyr at komme i gang, og sporten kombinerer leg og fantasi med både bevægelse, koncentration og koordination.

På springbanen bliver motorik og kropsforståelse sat på prøve, samtidig med at der er rig mulighed for at være kreativ og dyrke interessen sammen med andre.

Netop kombinationen af bevægelse, leg og et fællesskab, som mange børn kan være en del af, er en af grundene til, at AURA bakker op om arrangementet.

Administrerende direktør i AURA, Carsten Höegh Christiansen, fortæller:

"Vi vil gerne bakke op om lokale initiativer, der skaber glæde, aktivitet og stærke fællesskaber i vores område. Kæphestesporten er et godt eksempel på en aktivitet, hvor mange børn kan være med, og hvor leg og bevægelse går hånd i hånd. Derfor glæder vi os til to dage med masser af energi hos Skåde Rideklub."

To dage i kæphestens tegn

Fredag den 18. september begynder weekenden med AURA Kæphestedag. Her inviterer Skåde Rideklub lokale SFO'er og ungdomsklubber indenfor til en dag, hvor børnene kan lære sporten bedre at kende og selv prøve kræfter med den.

Deltagerne kan blandt andet teste klubbens terræn- og springbane og udfordre sig selv i en højdespringskonkurrence.

Lørdag den 19. september gælder det AURA Kæpheste Cup. Her mødes tilmeldte piger og drenge til en dag med konkurrencer og kæphestesport, hvor der blandt andet dystes om, hvem der kan springe højest.

Med AURAs støtte håber Skåde Rideklub at få endnu flere børn og unge til at få øjnene op for sporten og fællesskabet omkring den.

"Vi er utrolig glade for, at AURA bakker op om AURA Kæpheste Cup. Fredag får mere end 80 børn fra lokale SFO'er mulighed for at prøve kræfter med kæphestesporten, og lørdag forventer vi mere end 150 starter til stævnet. For os handler weekenden om at vise, at kæphestesport er for alle – uanset om man kommer med sin egen kæphest eller låner en. Vi håber, at endnu flere børn får lyst til at være med, for planen er, at kæphestetræning skal være en fast del af Skåde Rideklub efter stævnet. Derfor betyder AURAs opbakning meget for, at vi kan sætte gang i sporten og skabe et nyt fællesskab omkring den," fortæller Camilla Borg, kæphesteprojektleder i Skåde Rideklub.