AURA indgår ny sponsoraftale med IF Lyseng Fodbold

23. okt. 2025

Når mere end 2.000 medlemmer hver uge trækker i støvlerne i IF Lyseng Fodbold, handler det ikke kun om fodbold. Det handler lige så meget om fællesskab, venskaber og gode oplevelser på og uden for banen. Det er netop de værdier, AURA gerne vil støtte op om i det nye samarbejde med Jyllands største fodboldklub, der ligger syd for Aarhus.

Et samarbejde, der ligger til højrebenet

Med et tydeligt overlap mellem klubbens medlemmer og AURAs andelshavere, ligger samarbejdet lige til højrebenet. AURA ønsker at bidrage til gode oplevelser for den aktive børnefamilie og til at skabe rammer, hvor fremtidens talenter og arbejdsstyrke kan udvikle sig.

”Vi ser det som en stor anerkendelse, at AURA vælger IF Lyseng Fodbold. Partnerskabet betyder, at vi som klub får endnu bedre forudsætninger for at skabe de bedste træningstilbud og for at fortsætte arbejdet med at udvikle både bredden, eliten og de mange specialtilbud som f.eks. FC Prostata og Gå-Fodbold,” udtaler Sune Dalsgaard, sponsoransvarlig i IF Lyseng Fodbold.

Velkommen til AURA Park

Som en del af aftalen vil Lyseng Idrætsanlæg fremover bære navnet AURA Park, IF Lyseng Fodbold. De velkendte AURA-farver vil også være til stede i klubhuset og på banerne, hvor blandt andet måltavle, hjørneflag og banenavn får et frisk pust.

Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA, glæder sig over samarbejdet:

”Lyseng IF Fodbold er en alsidig fodboldklub, der spreder fodboldglæde blandt små og store. Vi ønsker at bakke op om det frivillige foreningsliv, der arbejder ihærdigt for at tilbyde aktiviteter til stor glæde for deres medlemmer og vores andelshavere i lokalområdet.”