Nyt el-marked: Pas på tilbud, som lyder for godt til at være sandt

5. april 2016

Den 1. april trådte en række nye regler for elmarkedet i kraft, som skal gøre det nemmere at være el-kunde i Danmark. Allerede nu ser konkurrencen om kunderne ud til at være skærpet. Men du skal se dig for, inden du tager imod et godt tilbud.

I kølvandet på indførelsen af de nye regler ser konkurrencen om kunderne ud til være skærpet blandt landets el-leverandører. Det oplever blandt andet AURA El-handel, det østjyske energiselskab med base i Galten.

”I øjeblikket hører vi fra nogle af vores kunder, som bliver kontaktet af el-leverandører, der lover dem, at de kan spare op til 1.500 kr. om året på deres elregning ved at skifte selskab. Det lyder som et rigtig godt tilbud, men muligvis også lidt for godt”, siger elhandelschef Michael Mikkelsen fra AURA El-handel.

Den rene strøm, som elleverandørerne kan konkurrere om for at kapre kunder, udgør i øjeblikket 17 procent af den samlede elregning. En familie med to voksne og to børn har en gennemsnitligt årlig udgift til el på omkring 8.000 kr., hvoraf de cirka 17 procent udgør 1.360 kr.

Læs også: Hvad består din elpris af?

Stil spørgsmål og bed om at se tilbuddet

”Det er en god ide at spørge ind til, hvordan prisen er sammensat, når du får et tilbud, som lyder lidt for godt til at være sandt. Og bed altid om at få tilbuddet sendt på skrift, inden du siger ja, så du ved, hvilke priser og vilkår du accepterer”, fortæller elhandelschef Michael Mikkelsen

”Vi råder desuden vores kunder til at sende eventuelle tilbud til os, så vi kan hjælpe  med at sammenligne priser og vilkår i forhold til kundens oprindelige aftale med os”, slutter Michael Mikkelsen.

Tips: Sådan undgår du at blive snydt

Flere skal aktivt vælge el-leverandør

Det danske elmarkedet blev liberaliseret i 2003, hvor el-kunderne fik frit valg til at vælge en el-leverandør. Siden da har antallet af kunder, som har valgt at skifte el-leverandør været begrænset. I 2015 hvor antallet af danske el-kunder, som skiftede selskab satte rekord, tog 7,3 procent af el-kunderne et aktivt valg.

For at tilskynde endnu flere kunder til at tage et aktivt valg, blev elmarkedet ændret 1. april 2016. Konkurrencen skal øges, så el-kunderne kan få endnu flere attraktive produkter og priser. De nye regler betyder blandt andet, at alle el-kunder får én regning fra ét selskab –deres el-leverandør. Kunderne blev tidligere tildelt et prisreguleret produkt, hvis de ikke selv tog et valg, men den mulighed har de ikke mere.