Forbrugerombudsmanden om energiselskab: Det er stærkt kritisabelt

14. april 2016

Danmarks hurtigst voksende energiselskab får et hak i tuden af Forbrugerombudsmanden. Selskabet har overtrådt god skik i sin markedsføring af elprodukter.
Gul Strøm er kendt som et af de selskaber, der kimer forbrugerne ned med gode tilbud på el, men man kan ikke altid stole på det, som telefonsælgerne siger. I forbindelse med telefonsalg og på sin hjemmeside har selskabet vildledt forbrugerne og overtrådt god markedsføringsskik.

Det fastslår Forbrugerombudsmanden, som i dag offentliggør den første afgørelse i 15 hovedsager mod i alt 13 energiselskaber.

Bl.a. har telefonsælgere fra Gul Strøm givet forbrugerne forkerte oplysninger om, hvem de indgik en aftale med, og hvor meget de kunne spare ved at skifte til Gul Strøm.
På den baggrund indskærper Forbrugerombudsmanden over for Gul Strøm, at selskabet fremover skal overholde markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden har rejst sagen efter en del klager over energiselskabet.

»Gul Strøm har vildledt forbrugerne og overtrådt god skik i sin markedsføring af elprodukter,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

»Jeg finder det stærkt kritisabelt, at nogle af selskabets telefonsælgere har givet forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbrugerne fik et tilbud på et nyt produkt fra sit nuværende energiselskab. Samtidig har de i nogle situationer givet forkerte oplysninger om, hvor meget forbrugerne sparer ved at skifte til Gul Strøm. Det er vildledende, og jeg har derfor indskærpet, at det fremover skal overholde reglerne,« siger hun.

Løgn i telefonen

Gul Strøm har i forbindelse med telefonsalg vildledt forbrugerne ved at give forbrugerne indtryk af, at de fik et tilbud på et nyt produkt fra deres eksisterende energiselskab, selvom de indgik en helt ny aftale med Gul Strøm. Og ved at give fejlagtige oplysninger om, hvor meget forbrugerne kunne spare ved at indgå en aftale med Gul Strøm.

Desuden har Gul Strøm overtrådt god markedsføringsskik ved at sende en kontrakt til forbrugere, selvom forbrugerne blot havde bedt om yderligere oplysninger om Gul Strøm.

Vildledning på hjemmesiden

Ifølge Forbrugerombudsmanden har Gul Strøm også haft en række vildledende oplysninger på sin hjemmeside, der kunne vildlede forbrugerne og evt. kommende kunder.

Gul Strøm har brugt udsagnet ”ingen abonnement”, selv om det et andet sted på hjemmesiden fremgik, at selskabet hver måned opkrævede en handelsomkostning på 29 kr.. Gul Strøm har efterfølgende fjernet udsagnet fra sin hjemmeside.

På hjemmesiden havde Gul Strøm en besparelsesberegner, hvor startforbruget var sat til 5.000 kWh per år, selvom langt de fleste forbrugere har et lavere elforbrug. Forbrugerne fik dermed et forkert billede af en besparelse, de ville kunne opnå. Desuden viste beregneren forkerte tal for, hvor meget forbrugeren kunne spare.

Samtidig havde Gul Strøm en prissammenligningsgraf, hvor man fik indtryk af, at selskabets priser blev sammenlignet med markedsprisen, selv om der blev sammenlignet med Energitilsynets statistik for de gennemsnitlige månedlige elforsyningspligtpriser.

Et hak i tuden

I Gul Strøms prisliste stod der, at selskabet opkrævede et gebyr på 375 kr. for opsigelse som følge af manglende betaling. Forbrugerombudsmanden har meddelt Gul Strøm, at et sådant gebyr er i strid med renteloven og god markedsføringsskik. Gul Strøm har oplyst, at de ikke har opkrævet gebyret hos nogen kunder, og at gebyret nu er fjernet fra selskabets prisliste.

Kommunikationschef Knud Løkke Rasmussen fra Gul Strøm siger, at selskabet tager kritikken til efterretning.

»Vi har fået et hak i tuden af Forbrugerombudsmanden, og det tager vi til efterretning. Men de ting, som vi bliver kritiseret for, er rettet, og vi har ændret hele vores kvalitetssystem,« siger han.

Kilde: jp.dk