Vibeke Bjerregaard Iversen er Årets Energibombe

5. april 2019

PRESSEMEDDELELSE: Vibeke Bjerregaard Iversen, tovholder og bestyrelsesmedlem i Stafet for Livet, Odder, er vinder at Årets Energibombe 2019. En pris som uddeles af AURA Energi.

Torsdag formiddag troede Vibeke, at hun skulle til endnu et møde med formanden for Stafet for Livet. Men da hun mødte op i Pakhuset, blev hun modtaget af venner og familie, som stod klar til at overraske hende.

Med overraskelsen fik Vibeke beskeden om, at hun er dette års vinder af Årets Energibombe. Administrerende direktør i AURA Energi, Carsten Höegh Christiansen, overrakte prisen til den glade og overrumplede vinder.

”Jeg er utrolig glad, overvældet og overrasket. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg ville vinde. Jeg er utrolig rørt over det store sammenhold, som jeg har oplevet i forbindelse med min nominering, afstemningen og nu er i dag. Det betyder meget, at det er mine holdkammerater, som har indstillet mig, og som hepper på mig”, siger Vibeke Bjerregaard Iversen

Sammenhold og opmuntring

Bestyrelsen for Stafet for Livet var også repræsenteret ved formanden, som har indstillet Vibeke til Årets Energibombe:

”Det betyder rigtig meget for os at Vibeke får denne anerkendelse for den store energi, hun lægger i Stafet for Livet. Hendes store entusiasme smitter af på os andre frivillige, og uden hendes opmuntring og det sammenhold hun skaber, ville det være meget svært at gennemføre Stafet for Livet”, siger Bent Olsen, formand for Stafet for Livet.

”Som forening er vi naturligvis også rigtig stolte af at vinde prisen, som hjælper os med at støtte Kræftens Bekæmpelse. Med Stafetten markerer vi, at man kan leve med kræft, og at man kan overleve kræft. Jo mere forskning, jo mere viden, jo større chance for at overleve”, slutter Bent Olsen.

Støtter det lokale foreningsliv

AURA Energi uddeler prisen for Årets Energibombe for anden gang i år, og for anden gang er det en forening fra Odder, som løber med prisen.

”I år har det været et tæt opløb om at blive Årets Energibombe med en meget lige fordeling af stemmerne. Vibeke er uden tvivl en værdig vinder af titlen, og vi er glade for at kunne bidrage til Stafet for Livet”, siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA Energi.

”Med prisen ønsker vi at hædre de mange flittige frivillige som sikrer, at vi har et aktivt foreningsliv i det østjyske. Ud over denne pris støtter vi også lokale foreninger ved at uddele sponsorater to gange årligt”, siger Carsten Höegh Christiansen.

Om Årets Energibombe

Årets Energibombe findes blandt AURA Energis andelshavere, ligesom det er andelshaverne som udpeger vinderen via en afstemning. De andre fire nominerede til prisen var Joan Mikkelsen fra Skanderborg, Jens Erik Fischer fra Gl. Rye, Ole Zarhtmann fra Brabrand og Anna Margrethe Kristensen fra Herskind.

Med titlen som Årets Energibombe følger 5.000 kr. til vinderen og 25.000 kr. til vinderens forening.