Nedsat energiforbrug i Dansk Supermarked giver millionbesparelser

8. februar 2017

En succesfuld adfærdskampagne fra Bilka overføres nu til alle landets Føtex-butikker, hvor fokus på de ansattes energivaner har givet en stor besparelse i det samlede energiregnskab. Målet er en nedsættelse af energiforbruget med 3%, hvilket giver en årlig besparelse på mange millioner – til gavn for miljø og kunder. 

Siden oktober sidste år har der kørt en adfærdskampagne i Bilka, som har vist, at det muligt at opnå både markante og robuste energibesparelser, hvis der arbejdes bevidst med ændringer til mere energivenlig adfærd. Der er nemlig store energibesparelser at hente ved for eksempel at slukke for ovne i ydretidspunkter eller undgå at overstable kølemontre og frostbokse. Nu er turen kommet til Føtex. Adfærdskampagnen skal sætte fokus på de største el-slugere i Føtex-butikkerne og få medarbejdernes øjne op for, hvor meget bare en lille ændring i adfærd og rutiner kan betyde for energiforbruget. Startskuddet til kampagnen lød d. 1 januar 2017 og kører resten af året.

"Vi har opnået gode resultater på blot få måneder ved at fokusere på de ansattes adfærd og rutiner i vores Bilka-varehuse, og derfor er kampagnen nu også rullet ud i vores Føtex-butikker. Kampagnen er skruet sådan sammen, at det ikke føles som en løftet pegefinger. Tværtimod synes de ansatte, at det er sjovt at være med, da kampagnen indeholder konkurrenceelementer butikkerne imellem og en masse interaktion på vores sociale mediekanaler”, siger Lars C. Christensen, Energy Manager i Dansk Supermarked.

Tæt parløb med AURA Rådgivning

Energikampagnen er tilrettelagt i tæt samarbejde med Energirådgiver Lisbet Stryhn Rasmussen fra AURA Rådgivning. Inden opstarten i Bilka kørte man to pilotprojekter, hvor et af de væsentligste input netop var et behov for validering af de nuværende målere i butikkerne og at få opsat bimålere på de store strømslugere, så besparelsespotentialet bedre kunne dokumenteres. Denne del er nu helt på plads. En anden ting var, at det at tale med medarbejderne om, hvordan de kunne sænke energiforbruget, er noget som virkelig giver værdi og ændrer rutiner.

”For eksempel tændte de før altid frituren, når de mødte om morgenen – nu venter de, til lige inden de åbner, og bare den lille adfærdsændring gjorde en stor forskel”, fortæller Lisbet Stryhn Rasmussen. Dansk Supermarked har en målsætning om at nedsætte elforbruget med 3% alene ved at ændre i de daglige vaner og rutiner, og derfor uddannes der i alle varehuse en energiansvarlig, som skal bevare momentum og fokus i samarbejde med varehuschefen og den tekniske ansvarlige.  

”Vi kan udstyre butikkerne med tjeklister og kampagnematerialer, men ledelsens engagement er afgørende for succes”, slutter Lisbet Stryhn Rasmussen.