Deleøkonomien er slet ikke ny

22. oktober 2018

DEBATINDLÆG: Fællesskab er en såkaldt megatrend i samfundet. Det kommer til udtryk i form af øget deleøkonomisk adfærd og tjenester som fx. GoMore, Airbnb, Trendsales og Too Good To Go. Det er udbredt overalt i Danmark, at mennesker søger fællesskaber – det finder sted lokalt i foreningslivet, som blomstrer, digitalt på sociale medier og i lokale løbefællesskaber og madklubber – blot for at nævne nogle få eksempler. 

Nye andelsbevægelser og deleøkonomiske initiativer spirer rundt omkring, men faktum er, at andelstanken og andelsselskabet som ejerform har over 100 år på bagen. 

I energisektoren har vi for eksempel etableret et nyt organ, som vi kalder Ejerforbrugerforum, hvor en lang række energikoncerner med baggrund i andelsbevægelsen er gået sammen om at understøtte udbredelsen af den aktive borgerinvolvering og sætte mål for god selskabsledelse. Det er et godt eksempel på, hvordan vi stadig i dag har et godt og aktivt fællesskab i vores andelsselskaber.

I AURA Energi er vi 104.485 andelshavere, der alle ejer en lille del hver, men det tænker de fleste nok ikke over i dagligdagen, når de får strøm gennem kontakten, surfer på nettet eller tænder for ovnen. 

Historisk set gik en række driftige borgere for over 100 år siden sammen for at få etableret strømforsyning til bedriften – og det har over tid udviklet sig til et elnet med en forsyningssikkerhed i verdensklasse. I dag har vi strøm i stikkontakten 99,99% af tiden, og det er en oppetid, som hele verden misunder os. Samtidig er det danske energisystem to år i træk kåret til det bedste i verden af FNs World Energy Council. Som andelshaver er man derfor en del af et visionært fællesskab med en lang historie, men andelstanken trænger måske til at blive aktualiseret og støvet lidt af. 

De andelsejede energiselskaber har en afgørende rolle i at understøtte og bidrage aktivt i udviklingen af det bæredygtige samfund. Selskaberne skaber forretningsmæssig værdi i form af et overskud ved bl.a. at drive elnettet effektivt. Selskaberne har desuden mulighed for at bidrage med langsigtede investeringer, der fremmer den grønne omstilling og skaber regional udvikling. For eksempel er det de forbrugerejede energikoncerners investeringer i fibernettet, der er årsagen til, at danskere i store dele af landet har adgang til hurtig internet – også uden for de store byer. 

Vores investeringer er derfor udvalgt med afsæt i, at de skaber øget andelshaverværdi – enten direkte eller indirekte. Vi er sat i verden for at gøre vores ejere tilfredse – og vores ejere er dig og mig. Derfor kan det ikke være anderledes og det er en del af vores samfundsansvar, som vi tager meget alvorligt.

Det er naturligt for AURA Energi at bidrage til din hverdag og udviklingen af det gode liv i lokalområdet. Ud over at sikre en god og fremtidssikret infrastruktur tilbyder vi blandt andet bæredygtige transportløsninger som vores nye koncept med AURA Delebiler baseret på el er et godt eksempel på. Dertil kommer, at vi også yder støtte til det lokale kultur- og foreningsliv, kårer årets energibombe for at hylde ildsjælene rundt om i de lokale foreninger, ligesom vi i år også inviterede til en god oplevelse med AURA Sommerbio med gratis film på taget af Moesgaard Museum. Vi vil også fokusere på at lave nye bæredygtige og innovative løsninger som led i omstillingen til et mere fossilfrit samfund, ligesom vi også er involveret i produktion af vedvarende energi baseret på vindmøllestrøm.

At være ejet af forbrugerne er en stor styrke, men det forpligter også. Det er noget, vi forsøger at leve op til hver eneste dag. Andelshavertankegangen handler ganske enkelt om at være fælles om noget og arbejde sammen om at nå et fælles mål. Den er mere aktuel end nogensinde før, hvis vi skal overvinde de samfundsmæssige udfordringer, der ligger foran os. Så heldigvis er deleøkonomien ikke ny, og den giver os et solidt fundament at bygge videre på.

Bestyrelsesformand Allan Werk og administrerende direktør Carsten Höegh Christiansen, AURA Energi a.m.b.a.